Kroniken, "Det er ikke sygt at have følelser" af 12. juli, meddeler ganske rigtigt, at personer skal være "syge" for at modtage behandling (vel at mærke, gratis). Diagnostik er den metode, der bruges til at skabe større erkendelse og viden om en person ved gennemgang af deres (syge)historie. "dia" er gennemgangen og "gnosis" er erkendelsen/viden om. Lægen, Iatros på græsk, deraf psyke-iatros, sjælelæge, er dermed pr. definition på den side af skrivebordet, hvor den raske sidder, mens den person, der sidder på den anden side, så er den "syge"- Sådan har systemet været siden Hippokrates, den lægelige alfader ca. 400 b.c.på øen KOS. Hvis personer søger lægen, er det ikke for at tale om normalt liv inkl. føelelser, men for at fortælle en "sygehistorie", et symptomkompleks, en bekymring for noget, de opfatter som anderledes, og måske sygt!- Den alliance er vist klart for enhver og har været det altid. - Det handler i den sammenhæng ikke om at sygdommeliggøre noget som helst (der ikke i sig selv er sygt). Vi går jo også til mekanikeren med vores køretøjer, ikke nødvendigvis fordi der er noget galt, men måske mere i håbet om , at der ikke er det, fordi, det er besværligt og koster penge!-
Når det så er sagt, kan jeg være enig med kronikøren, at diagnostikken er det vanskelige punkt i enhver udredning af Sygdom eller Syndrom, som Amerikanerne kalder det, hvor Europæere kalder det sygdom!! Klassifikation af sygdomme foregår på begge sider af "dammen" dvs. i USA, som en tidsmæssigt yngre disciplin, typisk efter indførelsen af EDB-fra omkring 1980-erne og frem til nu, hvor de er nået til 5. udgave af, hvad de kalder DSM V, (Diagnostic Statistical Manual ), og så den i Europa, der hedder ICD-10/11 (International Calssification of Deseases, 10 udgave , med 11.udgave,16 år senere end 10.-, nu på "trapperne), der alene viser hen til, at "vi" Europæere er en del længere fremme i tanker om diagnostik.
