Som kommentar til Suzanne Bjerrehuus' klumme i Ekstra Bladet d. 30. juli 2013, der nu florerer på facebook, ønsker jeg at komme med et par kommentarer, der forhåbentligt kan få hende og andre, der deler hendes holdninger til, at se på sagen en anelse mere nuanceret. Den sidste tids debat om, at fjerne svinekød fra danske børnehaver har været heftig, men jeg tror, det er et resultat af en kedelig agurketid. De børnehaver det drejer sig om, er et meget lille antal og sagen er efter min mening fuldstændigt blæst op. Med hensyn til din kritik af halalslagtede dyr, var der d. 29. juli stort tema i en anden dansk avis, det omhandlede hvorledes danske grise bliver behandlet. Danskernes idylliske billede med en gris der går og hygger sig, er forkert. De går som sild i en tønde inde i lukket hal. Er det humant? Halal betyder på arabisk 'tilladt' overfor 'haram', 'forbudt'. I vores kultur er halal kun forbundet med slagtning, men ordet har en meget bredere betydning, som jeg ikke skal komme ind på her. Halalslagtning foregår ved, at man snitter gennem halspulsåren, struben og spiserøret med et enkelt snit. Op til, må dyret hverken føle sult eller tørst, ligesom det skal håndteres med ro, for ikke at blive nervøst. Metoden anskues som en religiøs handling, modsat danske forhold, hvor dyrene bliver masseslagtet, således vi danskere kan få mere kød på bordet så hurtigt som muligt og så billigt som muligt. Halalmetoden er blevet kritiseret pga. manglende bedøvelse og den store smerte det medfører for dyret. Men i 1980'erne tillod en række immaner fra islamisk kulturcenter i København, at dyrene kunne bedøves på anden vis end med en boltpistol, som bliver brugt på de danske slagterier. Umiddelbart finder jeg halalslagtningen mere værdig for dyret, end blot at slagte dyrene i en stor lukket, kold hal. Din frygt for at leve i et multikulturelt samfund, synes jeg er skræmmende. Hvis jeg ser på det Danmark jeg lever i, har jeg nemlig svært ved at definere dansk kultur. Suzanne Bjerrehuus definerer den med et billede 'hvor man drikker sig i hegnet og hvor utroskab ikke straffes'. Her har jeg citeret direkte fra Bjerrehus' klumme og jeg sidder faktisk og væmmes. Er det Danmark? Ikke desto mindre er jeg enig. Når jeg kigger ud, ser jeg et overvægtigt, selvcentreret folkefærd, der blot lader stå til. Mænd der undertrykkes af deres overvægtige kone, mens deres teenagerdatter med bæltetasken rundt om skulderen, bruger alle deres penge på at drikke sig i hegnet og bliver gravid som syttenårig. Som jeg ser det, har Danmark godt af, at lære af andre kulturer. Suzanne Bjerrehuus vælger at bruge udtrykket 'fremmede kulturer', fordi hun tydeligvis ikke ved hvad muslimsk kultur indebærer. Islam, jødedommen og kristendommen har de samme rødder, sammen oprindelsesgeografi og er fælles om det Gamle Testamente. BJerrehuus spøger sig selv i kronikken, hvordan fremtidens Danmark skal se ud. Jeg har et bud. I Danmark siger vi, at vi er et kristent land. Kirke og stat hænger sammen, men spørger du hundrede folk på gaden, kender fåtallet doktrinerne i deres egen religion. Islam er den hurtigst voksende religion i disse år, fordi mange får nok af vores egen danske kultur, mangler og søger et fællesskab med en dybere mening, end at drikke sig i hegnet. Jeg tror på flere danskere bliver muslimer. Jeg håber flere danskere vågner op og ikke nødvendigvis bliver dybt troende, men vender blikket indad i stedet for at være så skræmt for alting der kommer udefra.
Afslutningsvis vil jeg tillade mig at rose Arlas undskyldning i forbindelse med muhammedkrisen: 'Vi forstår og respekterer jeres reaktion. Ærede borgere, de år vi har haft i jeres verden har lært os, at retfærdighed og tolerance er fundamentale værdier i islam.’De har fanget essensen, men Danmark vågn op. Retfærdighed og tolerance burde være almene, naturlige værdier i ethvert henseende.
