Frigørelsesprocessen (eller opløsningsprocessen om man vil) er over os i en grad og med et fortegn, der får selv den mest progressive til at skære tænder. Retten til at udleve og udforske sin seksualitet er blevet en fast bestanddel af den offentlige debat. Den hellige ko har for de progressive længe været at komme diskriminationen af de homoseksuelle til livs ved symbolsk at udbygge deres rettigheder endda langt ind folkekirken. Det er som om, at man har opbygget en stråmand i kraft af en for dem åbenlys homofobi, som for den progressive er altomsiggribende. Denne homofobi viser desværre rigtigt nok af og til sit grimme ansigt i kraft af hate-crimes, manglende civile rettigheder, udstødelse, drab, sygeliggørelse osv. Homofobien er i sit væsen virkeligt primitiv, hvilket den progressive gør ret i. Med fare for at blive sat i bås som værende homofob våger jeg dog alligevel at påstå, at den rettighedstænkning, som ligger til grund for de progressive er (blevet) lige så primitiv som homofobien selv! Inden man ofrer mig på tolerancens alter kommer her en begrundelse. Den er primitiv i den forstand, at den progressive ikke giver mennesket noget essentielt udover at udvide dets for den progressive "naturlige" ret. Samtidig anes en smule hykleri for ikke at sige inkonsekvens i den progressives rettighedstænkning. For i denne iver efter rettighedsudvidelse for de afvigende, for de skæve og de anderledes sorteres der hos de progressive fortsat i hvem der er tilpas afvigende, tilpas skæve og tilpas anderledes. Et eksempel, der her kan nævnes, er den progressives vilje eller mangel på samme til at ligestille al form for seksualitet. Et menneske kan sagtens til stadighed blive krænket på trods af rettigheder opover begge ører. Hermed har jeg opbygget en stråmand, der hedder de progressive.