Kære Rune (og andre kritikere af, at der bruges kendte i demokrati-kampagner)
Jeg føler mig normalt ganske inspireret af dine skarpe samtids-iagttagelser og indlæg, men må med dit indlæg ’Sjove kulturfolk forsøger at få det kommunale demokrati til at se godt ud’ sige, at du mangler en hel del både viden og indsigt i den 'virkelige verden'. For dét handler ikke om at få ’det kommunale demokrati til at se godt ud'. Det handler om, at vi har et kæmpe demokratisk problem, når store samfundsgrupper vælger ikke at stemme, fordi de føler sig hægtet af og ikke hørt. Og når disse stemmer så 'vælger' ikke at stemmer, bliver de slet ikke repræsenteret af nogen politikere. Og når du skriver ”Det latterlige er også, at politik her ikke starter med indignation over alt det, der ikke er til at holde ud, og som man vil have forandret”, bliver det tydeligt, at du er langt fra en reel indsigt i, hvor slemt det står til med tilliden til demokratiet og politikerne blandt disse borgere. For det er netop grunden til, at bl.a. KL har været nødt til at starte et helt andet sted end ved 'indignationer', hvis vi skal have genoprettet demokratiet, som det er tænkt. Og med tillid hertil.




























