Det modernistiske formsprogs udbredelse i den vestlige verden, og de evindelige gentagelser af dette de sidste 100 år spejler sig på mange måder i doktrinen om den evige genkomst.
“Friedrich Nietzsches teori om, at hele hans liv og hele universets udvikling forøvrigt vil blive genspillet igen og igen i evigheders evighed. Denne metafysiske teori stod for Nietzcshe som noget nær den mest uhyggelige, og det virker, som om han derfor anbefalede den som et slags meditationsobjekt. Han kaldte det for sin kongstanke, og det var ment som den største udfordring: at kunne udholde antagelsen af denne metafysik og stadig uforbeholdent favne livet – sige "ja" til det. Imidlertidigt viser det sig, at Nietzsche ikke selv skulle nyde noget: i et af hans sene breve skriver han direkte, at han personligt skulle ønske, at døden var definitiv.” (Den frie encyklopædi)
