Yahya Hassan bliver lige nu "misbrugt" i debatten, som har ændret sig til at blive et spørgsmål om retten til at kritisere religionen Islam. Jeg kender en del til indvandrermiljøet og forstår ikke, hvorfor en ung mand, der har en del kritik af hele det samfund, der har omgivet ham siden barndommen, nu blot skal reduceres til at omhandle religion. Det er en vred ung mand med meget på sinde, som ovenikøbet kan skrive digte om de svigt, som mange børn oplever ude i belastede boligområder med fraværende forældre. Han angriber jo hykleriet overalt i samfundet og hele det svigt, som børn kan opleve, når de ikke bliver hørt og forstået i tide. Derfor er det også så vigtigt for ham at komme ud og blive forstået rigtigt i bl a Vollsmose.
Pas nu godt på ham og lad være med at spænde ham foran jeres egne kæpheste. Værdsæt hans mod til at sætte sig op mod de uskrevne love om aldrig "at vaske det beskidte tøj" i fuld offentlighed og giv ham plads til at fortsætte som forfatter.




























