Jeg har siden regeringens påbegyndelse af en lang række løftebrud startende med trængselsringen undret mig over Enhedslisten stædige pegen på Socialdemokratiet som det bedste bud som leverandør til statsministerposten. Ganske vist har Socialdemokratiet grundet sin oprindelse som arbejderparti historisk udvist større empati for de svage i samfundet end de fleste (andre) borgerlige partier, men det lader til at være endeligt slut med Helle Thorning Smiths og Bjarne Corydons indtræden på scenen. Herudover har partiet jo ikke siden tyverne været et socialistisk parti, og det har altid ført en langt rødere politik, når det var i opposition, end når det har haft regeringsmagten. Så det ideelle må vel være at prøve at manøvrere Socialdemokratiet ind i rollen som indflydelsesrigt oppositionsparti.
Langt mere forståelig er Enhedslistens princip om at stemme for lovforslag, der peger i den rigtige retning, om det så kun er en smule, og imod lovforslag, der peger i den forkerte retning. Og så kan det for så vidt være ligegyldigt, hvem der ellers står bag lovforslaget. Problemet er bare, at princippet til en vis grad kan bøjes efter forgodtbefindende. Den rigtige retning i forhold til hvad? I forhold til den i forvejen gældende lovgivning eller i forhold til det konkrete alternativ i den aktuelle situation. Et eksempel er den nu vedtagne blå finanslov. Det kan være, at der er tale om den forkerte retning i forhold til tidligere tilstande på for eksempel ældreområdet, men givet er det, at regeringens tilbud til Enhedslisten set med de svage samfundsborgeres øjne var bedre end det, den endte med at vedtage sammen men de (andre) borgerlige.
