Det forekommer mig at være påfaldende, at hele 3 ministre indenfor godt 2 år har måttet trække sig i utide under omstændigheder, der mere end antyder, at der sker kraftige svigt i embedsværket. Dermed være ikke sagt, at en minister bare kan fralægge sig det ultimative ansvar, og at vi ikke skal forvente almindelig dømmekraft og politisk intuition fra både ministre og politikere bredt. Det kan forekomme fristende at hævde, at 10 års påvirkning fra VK-regimet er skyld i miseren. Det er naturligvis ikke en dækkende sandhed, men lidt kan der måske være om snakken. Er der for mange ministre, der agerer ud fra "går den så går den" eller "problemerne løser nok sig selv", er der vel lidt der smitter af.
De forrige regeringer havde 10 år til at oparbejde ministeriel erfaring, herunder at omgås embedsværket og - måske - arbejde top-down. Den nuværende regering er i den sammenligning ret uerfaren, og derfor mere beroende på, at der arbejdes bottom-up. Det er nok ikke noget tilfælde, at Elbæk og Friis-Bach (ubeskrevne blade) gled i smørret, at Lidegaard har været i svære problemer, og at Vilhelsen nu også står til en gang bashing. Bødskov er et kapitel for sig, da han retspolitisk er en erfaren herre. Forskellige parlamenter worldwide indretter sig forskelligt. Danmark er i den heldige situation at være i top 5 over verdens MINDST korrupte lande, - så vores centraladministration må vel siges at være "clean". Alligevel kan man forestille sig en bedre model. Hvorfor kan en minister ikke sætte sig eget hold? Det behøver jo ikke at omfatte et helt embedsværk men bare åbne op for politisk udnævnte embedsmænd (ikke spindoktorer). Der skal jo alligevel være regnedrenge til at regne, for de skal ikke bare betjene en enkelt minister men hele folketinget, oppositionen, pressen etc. med, hvad der nu måtte foreligge af fakta. Hvorfor diskuteres sådanne problemstillinger ikke i Folketingets Præsidium frem for etikette, spørgetimer, mystiske forretningsordner og clearing-ordninger?
