Min krop er fri, men min sjæl fatter det ikke

Læserbreve

Overskriften er et citat, som kaptajn Eddy Lopéz sagde i en DR2 udsendelse i aftes. I udsendelsen fortalte kaptajn Lopéz og styrmand Søren Lyngbjørn deres historie om hvad 838 dage i kløerne på somaliske pirater gjorde ved dem, og hvordan det er, at vende hjem og skal have en hverdag til at fungere.

En hverdag, som under ingen omstændigheder er problemløs, når man har været afskåret fra alt hvad der hedder familie, omgangskreds og selv de mest nødvendige livsfornødenheder, men overladt til en håbløs tilværelse med, daglige trusler, vold, sygdom og frataget al menneskelig respekt, i 838 dage.

Da jeg har fulgt sagen fra starten, og kender Eddy Lopéz, var det med en klump i halsen, jeg så udsendelsen. Samtidig er det mig uforståeligt, at det forsat er muligt at de ansvarlige, såsom rederiet Shipcraft, den danske stat, den samlede søfartsorganisation, tilsyneladende forsat kan slippe af sted med at vende det blinde øje til, og nøjes med at beklage og påpege – de har gjort hvad de kunne, og så er der ikke mere at komme efter!

Det er ikke alene ynkeligt og under al kritik. Det er for fanden da mennesker det drejer sig om, ikke en handelsvare som bare kan kasseres, når det ikke længere er formålstjenligt at markedsføre den!

Det de seks søfolk fra Leopard, og for i øvrigt mange hundrede andre mennesker der har været gidsler hos de somaliske menneskehandlere, har været udsat for, er ikke noget man bare kan gemme af vejen, og forbigå med tavshed.

Jeg har netop fået oplyst, at danske rederiers bidrag til betalingsbalancen aldrig har været større end i 2013. 201 mia. kr. bidrog den danske søfartsbranche med, og dermed er erhvervet den største enkelbidragsyder til den danske betalingsbalance. Det er noget der giver prestige, både i Danmark og ude i den store verden.

Denne position er opnået bl.a. ved hjælp af de søfolk, der bemander den danske handelsflåde, som også kan bryste sig af at være en af verdens største handelsflåder.

Men når det kommer til at bistå og hjælpe disse søfolk, når de kommer i klemme som f.eks. gidsler hos forbryderiske pirater, og efterfølgende har brug for hjælp og støtte til at komme på benene igen, så står den stolte søfartsnation af. Så ser man helst den anden vej, og håber på at sagen bliver glemt hurtigst muligt.

Alle, som burde påtage sig et ansvar, har mere end travlt med at krybe i flyverskjul. De samme søger med lys og lygte efter andre, de kan give skylden for egen manglede ansvarlighed og agtpågivenhed. Hvis det så ikke lykkedes, klapper man i som en vindtør østers og håber på at sagen med tiden bliver glemt!

Desværre er det ikke kun et fænomen der hører søfarten til. Eksempelvis ses det samme overfor hjemvendte soldat, der har pådraget sig traumatiske skader under tjeneste i verdens brændpunkter. Disse er ofte overladt til sig selv, og må klare sig efter bedste evner.

At man ikke kan give søfolkene deres tabte tid som gidsler tilbage, er givet. Men man kan dog i det mindste gøre den svære tid efter en frigivelse, mere medgørlig med en effektiv og ordentlig hjælp, i stedet for bare at overlade dem til deres egen skæbne.

At det helt givet vil kræve en del økonomi, skulle vel ikke være noget problem, når man ser hvad der ofres af økonomisk hjælp til Somalia, på grund af deres forbryderiske pirater?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce