Efter EB's afsløringer af regeringens mummespil mht. korrekte tal for truede dagpengemodtagere, har vi intet andet fået end luftige udtalelser, hvis hans højhellighed finansministeren overhovedet ulejligede sig. Han gik i dækning og sendte (det er blevet en dårlig vane for regeringen) igen igen Mette Frederiksen i synet på det sultne kobbel journalister.
Efter morgenlufteturen med vuffen så jeg kl. 6.30 i morges "Debatten" med heftig medvirken af samme Corydon og fik sgu' nærmest kaffen galt i halsen. Mage til uforskammet "debatkultur" har jeg sjældent set. FOA formand Dennis fik en på lampen med en højst usmagelig argumentation. Corydon mere end antydede, at det nok var børn af FOA-medlemmer, der ville høste det største udbytte af "skolereformen" (altså at kunne læse og skrive), selvom det efterhånden mere og mere fremstår som om, at i Corydons verdensbillede er der intet, han skyr for at få sit finanspolitiske univers til at hænge sammen.



























