Som lærer skal man i disse tider stå model til meget. Og jeg bliver træt. Meget træt. Det eneste, der holder mig oppe, er forældre og elever i mine egne klasser, der udviser stor opbakning og tillid til at jeg gør alt hvad jeg skal - og lidt til - for at dygtiggøre børnene, og ruste dem til fremtidens samfund.
Vi skal høre på kirurger, og andet godtfolk, der synes at vores fag kan sammenlignes, og derfor bør vi ikke have så meget forberedelsestid, når de ikke har det. Nuvel, man kalder os dovne og forkælede. Når så vi oplyser om de faktiske forhold, så mere end antyder man, at vi lyver, for holdningen er stadig at vi har "meget fritid og ferie". Man kan leve med kirurgers uvidenhed om vores forhold, men at holde fast i, at vi lyver og blot holder stædig fast i vores ret til at "dovne og dase" - det er direkte frækt og usmagligt. Trist at vi i krisetider ikke kan stå sammen som et folk, men skal læsse frustrationer af på hinanden.
