Det er unægteligt provokerende at man i denne tid oplever alskens medier - både elektroniske samt papiraviserne flyder over med udsagn såsom: "unge gider ikke SF læmgere", "SF kan ikke holde på den unge generation" og "unge SF'er bliver socialdemokrater". Den utilfredshed, som forhenværende SF-medlemmer Nanna Westerby, Jesper Petersen, Mattias Tesfaye, Emilie Turunen mfl. har givet udtryk for, og forsøgt i døgndrift at forklare - skyldes IKKE deres alder. Disse unge, der i Villy Søvndals storhedstid meldte sig ind under SF's Røde faner gjorde det, vil jeg tillade mig at sige, af helt forkerte misforståelige årsager. Man havde en hed drøm, en stærk ambition om at rekonstruere SF til et grundlæggende anderledes parti - uden den store hensyntagen eller respekt for SF's historik, de dybe politiske venstreorienterede rødder. Partiet skulle omdannes til et dueligt regeringsparti - uanset hvilken omkostningsfuld pris man måtte betale.
Da det gik surrealistisk forsig i 2007 hvor Søvndals parti høstede uhørt mange stemmer fløj SF'erne lette rundt på en drømmesky - uden megen jordforbindelse. I en alt for tæt pardans med Socialdemokratiet, der eskalerede i 2009/2010, hvor SF velvilligt bøjede sig, indpassede sine politiske holdninger radikalt, så man kunne komme helt ind under S's vinger, der havde de færeste SF-medlemmer - unge som ældre, vores øjne rettede mod faresignalerne.
