Når man skal bedømme en regerings format, er det ikke nok at studere de store linjer. Detaljerne er også vigtige. Hvis man f.eks. vil aflure, hvordan den prioriterer noget så vigtigt som dannelse, må man ned og kigge, hvor djævelen gemmer sig. Gør man det, dumper SVM-regeringen på det spørgsmål, alle regeringer bør måles på: Bliver borgernes oplysning og dannelse styrket af dens politiske prioritering? Bedømt på to forslag i finanslovsforslaget for 2025 er svaret nej.
Det ene forslag går ud på at skære ned på skolernes og ungdomsuddannelsernes fællesbibliotek (CFU). Det andet vil sløjfe det tilskud, gymnasierne får for at kunne opretholde undervisning i latin og græsk. Besparelserne er små, pebernødder i forhold til så meget andet, men vigtige for dem, det går ud over.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

