Krigen i Gaza er gået ind i sin 12. måned, og det er svært at se lyset for enden af tunnelen. For befolkningen i Gaza fortsætter mareridtet. Krigen er blevet mindre intensiv, men der går ikke en dag uden ofre, og dødstallet er nu over 40.000. Hertil kommer cirka dobbelt så mange sårede, en knust infrastruktur og en befolkning, der er dybt traumatiseret.
For de godt hundrede israelske gidsler, som Hamas holder fanget, er der heller ikke meget håb. De sidste, som Israel forsøgte at redde, blev dræbt i stedet.
Den tragedie førte i sidste uge til de største demonstrationer mod ministerpræsident Netanyahu, siden krigen begyndte. Demonstranterne i Israel kræver det samme som Palæstina-aktivister i store dele af verden, herunder Danmark: at der kommer en våbenhvile. Og det er ikke bare blødsødne Gaza-aktivister og liberale demonstranter i Tel Aviv, der mener det. Israels militære ledelse, begge dets efterretningstjenester, landets forsvarsminister og USA’s militær er enige. Krigen i Gaza tjener ikke længere noget militært formål. Det er umuligt at knuse Hamas meget mere, gidslerne kan kun fås fri via forhandling, og jo længere krigen fortsætter, desto større fare er der for, at den udvikler sig til en regional storkrig.
Så hvorfor nægter Netanyahu at skrive under på den våbenhvile, som USA i månedsvis har forsøgt at få i stand? Det virker i høj grad, som om Israels leder sætter sine egne interesser over nationens. En våbenhvile vil nemlig åbne en Pandoras æske af problemer for Netanyahu. Så skal ansvaret for, at terrorangrebet 7. oktober 2023 kunne ske, placeres, så vil der igen komme gang i korruptionssagerne mod Netanyahu, og så vil regeringen atter være i fare for at falde fra hinanden. Så længe krigen kører, er Netanyahu reelt fredet, og hans ekstremistiske partnere er åbenbart tilfredse, så længe de kan udbygge bosættelserne på Vestbredden.
Så for Benjamin Netanyahu giver krigen måske stadig mening. Men ikke for Israel. Krigen er blevet en katastrofe for den jødiske stat. Trods sin ekstremisme og terror kan Hamas aldrig besejre Israel. Men landets egen regering kan – og den er godt i gang.
mr
fortsæt med at læse
Flere gidsler vil vende hjem i kister
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.