En ledelsesmæssig soloulykke i slowmotion og med en stadig mere vrissen Lars Løkke Rasmussen bag rattet.
Sådan oplevedes det at følge de seneste ugers eskalerende interne krise i Moderaterne. Det hele kulminerede med et brag, da Løkke mandag traf en opsigtsvækkende beslutning, der mest af alt afslører ham selv som en leder uden hverken kompas eller stort kørekort: Han stak en fyreseddel til tre medarbejdere, der ikke havde sagt ja til frivillig aftrædelse. Nu er alle menige i det politiske sekretariat fyret eller har sagt op.
Vupti, dermed fik Løkke gjort de medarbejdere, der har vist modet til at påpege problemerne med en forrået arbejdskultur, til selve problemets kerne. Andre ville mene, at Løkke dermed ikke blot forsøger at udråbe ofrene til skurke. Han lod dem tillige betale prisen for et ansvar, der ene og alene må befinde sig ét sted: hos Moderaternes partiledelse og ham selv som formand.
Det tilfalder ikke denne avis at gøre sig til dommer over, hvordan arbejdskulturen i Moderaterne kunne komme så langt ud. Men vi kan konstatere, at den erhvervspsykolog, partiet selv har engageret, konstaterer problemer med bl.a. »mobning af enkeltpersoner« og en »hård tone/forråelse«. Desuden har Moderaternes digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen, beklaget sin ledelsesstil som politisk chef for partiets sekretariat. Til gengæld har erhvervspsykologen ikke konstateret sexisme.
Var Løkke sit ledelsesansvar voksent, havde han lyttet til de medarbejdere, der har sagt fra, frem for at fyre dem. Kun via dialog og åbenhed kan der skabes den psykologiske tryghed, der er forudsætningen for at kurere en syg arbejdskultur. Det er den entydige lære fra mange andre arbejdspladser, der de seneste år har forsøgt at gøre op med en syg arbejdskultur.
Åbenhed og dialog kan kun komme ét sted fra: ledelsen. Med sine løsthængende fyresedler smider Løkke hellere medarbejderne under bussen, end han ser partiets problemer i øjnene. Det er urovækkende for Moderaterne og et rigtig skidt signal at sende til resten af samfundet fra et regeringsparti.
cj
fortsæt med at læse
Djøf betragter Løkkes fyringer af M-ansatte for usaglige
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

