En ormegård. Så vederstyggeligt et billede beskriver tidligere overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) sin tid på Københavns Rådhus med.
Det er ingen hemmelighed, at Sophie Hæstorps møde med hovedstaden aldrig blev lykkeligt. Hverken for København eller for hende selv. Hun vil gå over i københavnerhistorien som en politisk parentes og som den første overborgmester nogensinde, der ydmyget endte uden for kommunens budget. Hvis Mette Frederiksen ikke havde reddet Hæstorp ud af rådhuset ved at gøre hende til socialminister, kunne hun meget vel være kommet til at bære ansvaret for, at Socialdemokratiet for første gang i 100 år mistede magten i København.
Denne avis har været stærkt kritisk over for Sophie Hæstorps politiske evner, og selv om hun som vidne må siges at være temmelig belastet, så tager vi tager hatten af for, at hun som toppolitiker tager bladet fra munden og taler åbent om en syg politisk kultur.
For i et interview her i avisen afleverer Sophie Hæstorp et gevaldigt spark tilbage til det rådhus, som hun mener bæres af en syg kultur, hvor det er vigtigere at bekæmpe sine politiske modstandere end at skaffe forbedringer for københavnerne. Selv måtte Sophie Hæstorp søge psykologhjælp for at genvinde fodfæstet i den periode, hvor hun følte sig frosset ude. Den slags beskrivelser kan ingen sidde overhørig.
Hverken på rådhuset eller i Statsministeriet. For en del af problemet handler om, at Socialdemokratiet betragter overborgmesterposten som deres politiske ejendom, hvilket vi senest så med udpegningen af Pernille Rosenkrantz-Theil til spidskandidat. Selv blev Sophie Hæstorp båret ind fra en fortid som regionsformand.
Ved på den måde at skalte og valte med magten, kommer Socialdemokratiet indirekte til at ringeagte det lokale demokrati og udstille byrødderne som andenrangspolitikere. Og det er ikke mindst den slags magtarrogance, der får ormene til at bevæge sig i rådhusgården.
cj
