Leder afmr

Nasrallah døde som han levede – blodigt og brutalt. Men måske kan et nyt og bedre Mellemøsten fødes.

Politiken mener: Mellemøsten er på randen af storkrig. Stop det

Lyt til artiklen

Hassan Nasrallah døde som han har levet. Blodigt og brutalt. Israels angreb mod Hizbollah-lederen var en militær triumf. Få forventede, at Israel på under to uger kunne dræbe stort set hele Hizbollahs ledelse, ydmyge den militante milits ved at have infiltrere forsyningskæderne og så nu dræbe dets mangeårige leder i Beirut. Rent militært kunne krigen ikke været gået meget bedre for Israel de sidste par uger.

Hizbollah er der ingen grund til at have ondt af. Gruppen anses med god grund som en terrorbevægelse af USA og EU. Den har undergravet den libanesiske stat i årtier, dræbt tusinder i Syrien under borgerkrigen for at hjælpe Bashar al-Assad og det sidste års tid dagligt sendt raketter mod Israel. FN har i mange krævet at bevægelsen fjernede sig fra grænsen til Israel, men det er helt åbenbart ikke sket.

Men hvad nu? Israels spektakulære sejr efterlader Mellemøsten i en ekstrem farlig situation. Både Hizbollah og dets sponsor, Iran, står nu afklædt og ydmyget tilbage. Hizbollahs styrke i Libanon har ikke mindst været baseret på dets militære magt og evne til at kæmpe med Israel. Det renomme ligger i ruiner. Iran kan næppe leve med at dets stærkeste regionale allierede bliver knust uden at få hjælp fra præstestyret. Både Hizbollah og Iran kan meget vel derfor nu forsøge at eskalere krigen yderligere.

Det må for enhver pris undgås. Israel har nu opnået en klar militær sejr; USA burde nu presse maksimalt på at få Israel til at stoppe krigen i både Libanon og Gaza. Hizbollahs topleder er død og det samme med Hamas-lederen İsmail Haniye. Begge terrorgrupper er ekstremt svækket. Meget mere kan næppe opnås militært.

På den korte bane er der akut behov for våbenhvile, på den længere en international fredskonference med støtte fra de arabiske lande. Alternativet er mere krig, mere kaos og mere blod. Det er i ingens interesse – andre end ekstremisterne og terroristerne i regionen. De har alt for længe bestemt kursen. Nasrallahs død kunne måske blive begyndelsen til enden på deres æra.

mr

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her