Det kan fremstå langt fra virkeligheden og langt fra læserne, at nogle påtager sig at uddele litterære priser, men de er en vigtig del af den litterære fødekæde. Mens denne leder skrives, kan man allerede på nettet se små videoer af bøger, som årets litterære Nobelpris-modtager, sydkoreanske Han Kang, har skrevet blive sat frem i vinduerne i Asien, Mellemøsten og Europa. Interessant, at hendes internationale gennembrud kom, da hun fik en anden litteraturpris, nemlig The International Booker Prize i 2016. Forløbet viser at det kan gøre for udbredelsen litteratur, at nogen påtager sig at skelne mellem skidt og kanel.
Før årets Nobelpris i litteratur blev uddelt, var spørgsmålet som altid før døren til Det Svenske Akademis fine lokale bliver åbnet: Ville verdens mest prestigiøse litteraturpris gå til en forfatter, som læserne kender? Eller ville litteraterne vælge en svært tilgængelig og måske også ukendt forfatter, som man så ofte har gjort? Akademiets Nobel-komite gjorde det første. Med det forfriskende valg peger man på et moderne forfatterskab, som en hel del kender og som taler med stor styrke ind i vores tid.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.