En ung mand spiser en burger fra The Burger Concept. Han er glad. En anden fortæller om Kims Chips Battle. Han er også glad.
De glade unge mænd hedder Alexander Husum og Morten Münster, og de er to af den digitale tidsalders største idoler for børn og unge, der i hundredtusindvis følger og liker deres opslag på techplatforme som Instagram, YouTube og TikTok.
Men de såkaldte influencere er mere end det. De er købmænd i en digital markedsøkonomi, hvor deres popularitet, udbredelse og følgeskab er den valuta, de sælger i en transaktion, hvor de gør sig selv til skjulte reklamesøjler for producenter af chips, burgere, møbler eller alkohol.
Alt for længe har techplatformene været et Wild West for netop denne form for skjult – og ofte ulovlig – markedsføring, der gør især børn og unge til sagesløse ofre i et skjult købmandskab ført under falsk flag af influencerne.
Derfor er det på høje tid, at Forbrugerombudsmanden nu for alvor fastslår det indlysende: at alle techplatforme som udgangspunkt må betragtes som markedsføringskanaler, og derfor skal alt indhold her overholde markedsføringslovens bestemmelser. Det betyder, at influencere klart og umisforståeligt skal markere deres indhold som ’reklame’, medmindre de kan godtgøre, at der ikke findes et direkte eller skjult økonomisk motiv bag deres budskaber.
Nu protesterer influencerne så i et brev stilet til Forbrugerombudsmanden og erhvervsminister Morten Bødskov (S). Det er umuligt at følge de nye regler, mener de. Come on. Markedsføringsloven er, som den hele tiden har været. Det nye er blot, at myndighederne langt om længe ser ud til at ville håndhæve den.
Bliver det mere besværligt at agere reklamesøjle i en skjult digital økonomi? Ja, bestemt, og det er faktisk også meningen. For loven er ikke til for at tilgodese deres tvivlsomme virksomhed. Den er faktisk til for at beskytte børn og unge imod dem.
fortsæt med at læse
Tesfaye kritiseres for at promovere alkohol i video: Det var en fejl
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
