Putin må være i bekneb for gode soldater, når det er nødvendigt for ham at importere – foreløbig – 8.000 nordkoreanske soldater til at kæmpe mod ukrainerne ved Kursk.
For de russere, der ellers skulle sendes i krig, kan det være en lettelse. For Putin må det afspejle, at Ruslands eget militær er presset. At Ruslands offentlighed er urolig over de alt, alt for mange ofre. Og at Ruslands allierede undlader at sende soldater.
De nordkoreanske lejesoldater, der nu er udvalgt til opgaven, har næppe frihed til at sige fra. De kender ikke krigen, de skal indsættes i. De taler ikke samme sprog, som det russiske militær ellers kommunikerer på. Måske er de billigere end russiske soldater. Måske har Kim Jong-un ovenikøbet en interesse i at få testet sine soldaters kampduelighed. Han har et gigantisk tvangsudskrevet militær at tage af. Og måske har Nordkorea ikke en offentlighed, som så let kan reagere på nyheder om unge mænd, der vender hjem i ligposer.
For Rusland, dvs. for Putin, kan adgangen til billige lejesoldater forstærke de små fremskridt ved fronten, som er ledsaget af voldsomme tabstal.
Men hvad vil Kim Jong-un have for sin ulejlighed? Og hvad vil Putin betale? Den russiske magthaver har allerede indkøbt rigeligt med ammunition fra Pyongyang. Rusland har dermed bidraget til at frigøre Nordkoreas diktatur fra internationale sanktioner.
Rusland har selv været med til at indføre sanktionerne for at forhindre Kim Jong-un i at styrke sit atomprogram. De sanktioner svigter Rusland nu. Og den ny aftale mellem Moskva og Pyongyang kan ligefrem gøre Rusland afhængigt af nordkoreansk bistand i Ukraine-krigen – og ulykkeligvis forstærke Nordkoreas position i Stillehavsregionen via adgangen til russisk militærteknologi.
Det er samtidig en udfordring af Vesten, som ikke har meget råderum over for Nordkorea. I Ukraine vil Zelenskyj forståeligt nok gerne have flere langtrækkende missiler fra det tøvende Vesten. Før vi ser os om, kan Nordkorea sende endnu flere lejesoldater til Putins krig. Ukrainerne kommer til at betale prisen.
fortsæt med at læse
»Strategien er baseret på, at russerne kan mere i en periode, men at de så taber energi«
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.