Den Internationale Straffedomstols (ICC) arrestordre mod Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, er en historisk milepæl. Aldrig tidligere er en leder af et demokratisk land, der er allieret med USA og Europa, blevet krævet arresteret for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Arrestordren blev afsagt med enstemmighed af ICC-dommerne, der blandt andet henviser til anklagerne mod Netanyahu om at bruge sult som våben i Gaza-krigen. Ud over Netanyahu har ICC også udstedt arrestordrer mod Israels tidligere forsvarsminister Yoav Gallant og Hamas’ militære leder, Muhammad Deif.
Om nogle af de sigtede nogensinde kommer for retten, er uvist. Hamas-lederen er gemt i Gaza og menes dræbt, sådan som det med sikkerhed er gået de to andre Hamas-ledere, som ICC’s anklager oprindelig anmodede om arrestordrer mod. Og både Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant har allerede erklæret, at de ikke vil overgive sig til retten. Men uanset hvad der sker, er arrestordren af enorm betydning. Den signalerer, at ingen, heller ikke Vestens venner og allierede, er hævet over loven, og sætter yderligere Israel under pres. Israel kæmper i forvejen på flere fronter. Med arrestordren mod dets øverste politiske leder er den israelske stat også diplomatisk mere udfordret end nogensinde.
For Israel selv bør arrestordren føre til massiv selvransagelse. Hvordan er et demokratisk land som Israel med stærke domstole og solide statsinstitutioner endt med en leder, der nu står anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden? Hvad er gået galt, og hvordan kan landet komme tilbage på ret køl? Netanyahu nægter sig selvsagt skyldig, men ville han sit land det bedste, tog han nu til Haag og beviste det – eller tog imod sin straf.
Også for Vesten, herunder Danmark, bør arrestordren vække til massiv eftertanke og refleksion. At Danmark skal følge ordren og arrestere Netanyahu, hvis han kommer til landet, er givet. Det vil også være EU’s politik, har EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, allerede erklæret. Godt for det.
Men hvad ellers? Danmark har støttet massivt op om Israel efter Hamas’ terrorangreb 7. oktober og har støttet landets ret til selvforsvar. Hvad mener vi nu, hvor den øverste juridiske instans udi humanitær folkeret anklager Israels leder for de alvorligste forbrydelser overhovedet? Bør det få konsekvenser for vores politik? Svaret er ja. Indtil Benjamin Netanyahu overgiver sig, eller sagen på anden måde afsluttes, bør vi lægge Israel på is. Både økonomisk og diplomatisk.
Den regelbaserede verdensorden, som vi kæmper for i Ukraine, må også gælde i Gaza.
fortsæt med at læse
