Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

Benådningen af sønnen udstiller hans hykleri.

Det er skændigt af Joe Biden at misbruge sin magt på den måde

Lyt til artiklen

Også du, Joe? Det vil være forståeligt, hvis mange amerikanere tænkte noget i den retning, da de fik nyheden om, at USA’s præsident, Joe Biden, har benådet sin søn, Hunter Biden. Præsidentens skandaleramte søn er dømt for skattesvindel og for at lyve for myndighederne i forbindelse med køb af skydevåben. Straffen for Hunter Bidens forbrydelser var ikke udmålt af domstolene, men rammen er 25 års fængsel. Så hård en straf var præsidentens søn efter alt at dømme dog ikke i nærheden af.

At benådningen af Hunter Biden er skuffende, er en underdrivelse. Ved at udnytte sin magt som USA’s præsident til at beskytte sin egen søn mod straf for forbrydelser – som han har indrømmet og er blevet dømt skyldig i – svigter Biden både sine egne løfter og sine politiske idealer og skader det amerikanske demokrati, der i forvejen er ret ramponeret.

Det er fuldt lovligt for Joe Biden at benåde sin søn. Præsidentens benådningsret i USA er stort set uden begrænsninger, og det er ikke første gang, en præsident bruger den til at hjælpe sine familiemedlemmer. Bill Clinton benådede sin bror, og Donald Trump benådede sin svigersøns far.

Men ved at udnytte sin magt til åbenlyst at hjælpe sin egen familie udstiller Joe Biden et dybt forstemmende hykleri. Han og demokraterne har hyppigt – og med rette – beskyldt Donald Trump for at undergrave retsstaten. Nu gør Joe Biden så præcis det samme for at beskytte sin egen søn. At høre ham begrunde benådningen med, at retssagerne mod Hunter Biden har været politisk inficeret, er nærmest som at høre Donald Trump fremture.

Menneskeligt betragtet er Joe Bidens handlinger forståelige. Han har mistet to børn og vil nu redde det sidste fra at komme i fængsel. Men det er skændigt på den måde at misbruge sin magt, og benådningen vil givetvis yderligere undergrave amerikanernes tiltro til det politiske system. Præsidenten har lige udstillet, at der er forskel på folk i USA, og at Donald Trump ikke er den eneste, der fordrejer magten til fordel for familie og venner. At moralske lighedsidealer mere er noget, som demokraterne snakker om, end noget, de selv efterlever.

---------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at Donald Trump benådede sin svigerfar - det var Trumps svigersøns far.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her