I december måtte Glyptoteket gå til bekendelse. En af dets skatte var – kort før det blev placeret på Glyptotekets piedestal – rovgravet i Tyrkiet, renset for spor og smuglet gennem Europa. Denne gang gjaldt det et bronzehoved af den romerske kejser Septimus Severus fra det arkæologiske område Boubon, som blev plyndret i 1960’erne.
Hovedet leveres nu tilbage. Men forud er som beskrevet her i avisen gået et pinligt forløb, hvor museet flere gange har skiftet mening om, hvor dets skatte egentlig kom fra, og har nægtet at dele sin viden om egen samling med den arkæologiske forskning.
I 2007 gjaldt en anden henvendelse en etruskisk fyrstegrav, som af Glyptoteket selv blev set som samlingens kronjuvel. Museets ansatte vidste, den var ankommet i 1970 med friske jordrester direkte fra et gravrøveri. Næsten et årti vred museet sig, før det returnerede det hælergods i 2016.
Templer og fyrstegrave var næppe blevet plyndret, og det arkæologiske videnstab havde næppe været så stort, hvis museer som Glyptoteket ikke havde aftaget hælergodset.
Fælles for de ubehagelige opdagelser er, at de gælder Glyptotekets anskaffelser fra den lyssky amerikanske kunsthandler Robert Hecht i 1970’erne, altså også efter Danmarks tiltrædelse til Unesco-konventionen i 1970, der slog fast, at man ikke deltager i ødelæggelsen af andre landes kulturarv.
Fælles er også, at Glyptoteket forklarer, at kun de allervægtigste argumenter og videnskabelig dokumentation kan føre til udskillelsen af værker fra samlingen. Derfor er det ikke til at vide, om de genstande, museet stadig ejer fra Hecht, mon også er stjålne, må man forstå.
Men her er et vægtigt argument: Godt 400 genstande, som museet har købt via Hecht, har det måttet returnere, fordi de kom fra rovgravninger.
Hvis Glyptoteket ikke kan efterforske sin egen samling, må det i det allermindste lægge sin viden om genstandene åbent frem, så andre kan.
fortsæt med at læse
