Knyt endelig næven, der er nok at kæmpe for 8. marts, kvindernes internationale kampdag, især i år.
Mod de allergroveste krænkelser af kvinder, som i Afghanistan, hvor kvinder forsøges fjernet fra det offentlige rum, i Iran, hvor deres modige oprør blev slået hårdt ned, og i Washington, hvor DEI, der står for diversity, equity og inclusion, og hvis mål er at sikre fair behandling og bredere repræsentation på f.eks. uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, står for skud.
I USA er kvinders reproduktive rettigheder under voldsomt pres, Trump ønsker kun at tale om to køn, og i hæren afskediges transpersoner. Tilbageslag på tilbageslag.
Der er desværre også masser at kæmpe for herhjemme; f.eks. at kvinder økonomisk rammes hårdest af barsel og udsættes for mest onlinehad, og alt for mange kvinder oplever stadig den månedlige ydmygelse, det er at vide, at deres mandlige kolleger får mere i løn. Mænd er til gengæld langt mere socialt udsat.
Al den uretfærdighed bør vi kæmpe for at ændre, og man kan sagtens både gå ind for ligestilling for afghanske kvinder og dansk ligeløn.
Der florerer en vandrehistorie om, at Churchill under Anden Verdenskrig blev foreslået at spare på kunst og kultur for at få flere penge til militæret. Han afviste med ordene: »Hvad kæmper vi så for?«. Det sagde han faktisk aldrig, men tanken er mere rigtig nu end meget længe.
For selv om det er nemt at få den tanke, at ligestilling ikke er vigtigt en tid, hvor vores kontinent nærmest time for time føles stadig mere truet, er det afgørende at huske, hvad det er, vi skal opruste og kunne kæmpe for.
Vi skal kunne beskytte Europa, fordi der her – til forskel fra mange andre steder på kloden – stadig både er en drøm og et ønske om at skabe en bedre verden af i morgen. En friere verden. Uanset hvem man er, føler sig som og helst vil være. Frihed og lighed for alle.
Det er det, 8. marts hylder. God kampdag.
fortsæt med at læse
De svigtede Ukraine fælt. Nu er Norge endelig på vej over på den rigtige side af historien
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
