Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

Fem år efter corona står vi atter i en stor krise.

Faren for splittelse

Lyt til artiklen

Denne uge er det fem år siden, at statsministeren lukkede landet ned, og coronakrisen for alvor skyllede ind over landet. Ikke siden Anden Verdenskrig havde staten begrænset borgernes fysiske frihed i en sådan grad. Coronakrisen var en tryktest af både det politiske system og hele nationen.

Ikke alt gik lige godt. Skolelukningerne har trukket lange spor hos en generation af børn og unge, og minkskandalen koster stadig samfundet milliarder i erstatninger. Men i forhold til de fleste andre lande klarede Danmark coronakrisen forbilledligt. Ikke alene lykkedes det at forhindre smitten i at vælte sundhedsvæsenet, hvorved tusinder af borgeres liv blev reddet. Også samfundets sammenhængskraft blev bevaret.

Hvor galt det kunne være gået, skal man bare kaste et blik mod USA for at se. Her blev coronarestriktionerne både politisk splittende og samfundsmæssigt dybt polariserende. Myter og konspirationsteorier om alt fra mundbind til vacciner florerede frit, og holdningen til corona blev en markør på politisk tilhørsforhold. Arrene sidder stadig i amerikanerne og er givet en medforklaring til landets nuværende politiske splittelse.

Nu står verden og Europa atter i krise. Denne gang en sikkerhedspolitisk krise med landkrig i Europa og et upålideligt USA, der tilnærmer sig Rusland. Men ligesom under corona gælder det om ikke at lade krisen polarisere os. Vi skal stå sammen, men uden at gå på kompromis med den frie debat. Der skal være plads til at være uenige og diskutere.

At undertrykke, forbyde eller udskamme dem, der f.eks. mener, at Donald Trump er den rette til at skabe en retfærdig fred i Ukraine, er den forkerte vej at gå. Ligesom det var i orden under corona at være erklæret modstander af nedlukninger, mundbind eller nyudviklede vacciner, skal vi i den nuværende situation passe på ikke at kræve en mental ensretning. Kriser er en fremkaldervæske, der bringer gode såvel som dårlige ting frem i både den enkelte og nationen. Danmarks superstyrke er vores tillidsbaserede samfund. Den styrke bragte os godt gennem coronakrisen, og den skal vi beskytte også i den nye usikre verdensorden.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her