Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

Fynsk statsborgerskabssag er dybt problematisk.

Det er som taget ud af Kafkas mørkeste fantasier, men sagen er desværre virkelighed

Lyt til artiklen

Forestil dig, at du i harme over Gaza-krigens lidelser og tusindvis af dræbte børn en dag skriver en kort kommentar på Facebook, hvor du forsøger at udtrykke forståelse for, at palæstinenserne kæmper imod Israels generationer lange besættelse. Og at det så får hele grundlaget for dit liv og nationale tilhørsforhold til at skride.

Det er, hvad der er sket for en 28-årig tyskfødt kvinde med to mindre børn på Fyn. Den malstrøm af begivenheder, som hendes Facebook-kommentar har givet anledning til, er som noget taget ud af forfatteren Franz Kafkas mørkeste fantasier. Men det er skræmmende nok den skinbarlige virkelighed i dagens Danmark.

Som beskrevet i Politiken førte kommentaren til en politianmeldelse og derpå en sigtelse for terrorbilligelse. Byretten frifandt kvinden, men i mellemtiden kom der fokus på det danske statsborgerskab, som hun var blevet tildelt som barn 19 år tidligere via sin danske adoptivfar.

Alt ved sagen stinker, og forløbet er dybt uværdigt for en retsstat som den danske. At der overhovedet rejses tiltale for terrorbilligelse for den slags Facebook-kommentarer, er et strafferetsligt skråplan, der skader den offentlige debat. Bag anklagemyndighedens aggressivitet i denne og andre sager, hvad angår støtte til Hamas i forbindelse med Gaza-debatten, ligger helt åbenbart et stærkt og upassende politisk pres fra statsministeren.

Men endnu værre er den administrative fratagelse af statsborgerskab for en person, der, selv om sagen er anket, ikke er dømt for noget som helst. Måske begik myndighederne for 19 år siden en fejl. Men et statsborgerskab er en ekstremt vigtig del af et menneskes liv. At fratage en velintegreret ung kvinde det danske statsborgerskab efter knap to årtier er på alle plan vanvittigt. Selvfølgelig må man efter 19 år kunne regne med en beslutning om statsborgerskab. At de to ansvarlige ministre, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og digitaliseringsminister Caroline Stage (M), der begge har været direkte involveret i sagen og har beordret statsborgerskabet frataget, nægter at udtale sig, er topmålet af magtarrogance og ansvarsforflygtigelse.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her