Donald Trump har kastet både den danske regering og resten af Europa ud i en vanskelig diplomatisk balancegang. På den ene side er der ingen grund til at forværre forholdet til USA ved at tage unødigt provokerende skridt. På den anden side er det uansvarligt ikke at tage bestik af , at USA helt åbenbart ikke længere er den pålidelige allierede, som det har været siden Anden Verdenskrig.
For Danmark er balancen endnu vanskeligere af to grunde: Grønland og den meget vidtgående aftale om amerikanske rettigheder til at udstationere tropper og opmagasinere udstyr på tre flyvestationer, der blev indgået i 2023, men som ikke er godkendt i Folketinget endnu.
For så vidt angår Grønland, har regeringen klogeligt valgt en meget diplomatisk linje, der forsøger at tale så lidt som muligt om præsident Trumps gentagne og skamløse planer om at annektere øen. Men hvad angår baseaftalen, kører regeringen videre, som om intet er hændt. Efter planen skal Folketinget førstebehandle aftalen i april.
At aftalen, som også denne avis støttede, da den blev lavet, er en diplomatisk kattepine for Danmark, er åbenbart. Den er uopsigelig i 10 år, og hvis man ser, hvor meget der er sket i forholdet til USA på 2 måneder, er der meget langt til 2035. Håbet med aftalen var at styrke båndene til USA, men i dag virker den tanke naiv. Meningsmålinger viser, at fire ud af ti danskere anser USA som en trussel og mener, at vi bør droppe baseaftalen. Alternativet, Enhedslisten og De konservative er mod aftalen og SF vakler.
Så hvorfor ikke tænke sig om i stedet for at haste aftalen igennem Folketinget lige nu? Trods en presset høringsfrist satte Institut for Menneskerettigheder spørgsmålstegn ved, om aftalen overhovedet er i overensstemmelse med grundloven på grund af de meget vidtgående rettigheder, som den giver USA. At få skabt klarhed om, hvorvidt det er tilfældet, inden Folketinget skal stemme om aftalen, er oplagt. Nedsæt en kommission som skynder sig langsomt med at undersøge det – så kan man håbe, at der i mellemtiden kommer mere klarhed over, hvordan forholdet til USA er fremover.
fortsæt med at læse
En afvisning af baseaftalen med USA kan »skubbe på en udvikling, som vi ikke ønsker«
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.