Åh, hvor må vi håbe, at Donald Trump stadig kan nå at få ret.
Under normale omstændigheder ville det være usagligt og urimeligt at bedømme en amerikansk præsident allerede efter to måneder i Det Hvide Hus. Men Donald Trump har selv bedt om det. Ingen havde således presset ham til at sige, at han kunne skaffe blæk på en fredsaftale i Ukraine på 24 timer og skabe fred i krigen mellem Israel og Hamas på nul-komma-fem.
Derfor må det – efter 60 dage – være tilladt med en mellemtid på fredsmager Trumps meritter. Det kan gøres kort:
Plask, plask, plask!
Ganske vist forsøger Donald Trump krampagtigt at fortælle omverdenen, at hans telefonsamtaler med Putin er i fuld gang med at brolægge vejen mod en våbenhvile og en fredsaftale i Ukraine. Intet i virkelighedens verden tyder dog på, at det er ved at ske.
Tværtimod ser det ud til, at Putin manipulerer Trump rundt i sin egen manege.
Efter den seneste samtale triumferede Trump over, at han havde fået Putin til at undlade at bombe ukrainsk el- og strømforsyning. Det varede i et par timer. Hvad skete der så?
Det regnede med droner og missiler ned over netop nogle af de ukrainske kraftværker, der ellers skulle være beskyttet af Donald Trumps aftale med Putin.
Hvad betyder det på russisk? Jo: En strakt langfinger til Trump.
Og i Mellemøsten har Israel brudt våbenhvilen og genoptager bombardementerne i Gaza. Hvad er Trumps reaktion? Stort set ingen. Ud over at han poster skøre AI-genererede billeder af Gaza som det ferieparadis, han helt bizart og respektløst har proklameret at ville omgøre palæstinensernes sønderbombede land til.
Donald Trump mener tydeligvis fortsat, at han besidder helt uovertrufne evner som denne planets største gave til verdensfreden. Af alle årsager – menneskelige og politiske – må vi virkelig stadig håbe, at han ender med at få ret. Men bedømt efter de første to måneder i Det Hvide Hus står Donald Trump ikke umiddelbart som en oplagt kandidat til Nobels Fredspris 2025.
fortsæt med at læse
