I to måneder har USA’s præsident, Donald Trump, og hans regering smadret løs. Allierede er blevet ydmyget, truet og kastet under bussen, ministerier er lukket, forskere og myndigheder forbudt at bruge ord som klimaforandringer og kvinder, og mennesker udsendt fra landet til fangelejre uden rettergang. Det danske Udenrigsministerium advarer nu transkønnede mod at rejse til USA uden først at sikre sig via ambassaden.
Listen over Trumps angreb mod retsstaten og de mange ulovlige præsidentielle ordrer er allerede alenlang. Den ene historiker efter den anden advarer om, at supermagten har kurs mod et illegitimt demokrati eller decideret autokrati. Det er skræmmende at se på udefra, men selvsagt værre for amerikanerne. Desto mere underligt er fraværet af massiv modstand.
Bevares, domstolene forsøger trods trusler og intimidering at bremse udviklingen. Og der er begyndt at være smådemonstrationer hist og pist og få modige politikere som senator Bernie Sanders og kongresmedlem Al Green, der blev smidt ud af Kongressen for at protestere under Trumps State of the Union-tale.
Men hvor er massedemonstrationerne? Hvor er de millioner af amerikanere, der gik med Pussy Hats, da Trump blev valgt sidst? Hvor er Gaza-aktivisterne og de millioner, der kæmpede for Black Lives Matter? Det, der sker nu, er meget værre, meget farligere, men alligevel er der forbløffende stille. Og hvor er demokraterne og deres ledere?
Hvorfor siger ekspræsidenter som Barack Obama og Bill Clinton ikke højlydt fra, når Trump fratager dem deres sikkerhedsgodkendelse, og han ødelægger alt det, de har kæmpet for? Obama oplyste Det Hvide Hus i regnbuefarver. Trump forbyder transkønnede i militæret og straffer Penn University for at tillade dem i sportskonkurrencer.
Alt for mange amerikanere, der må være dybt alarmeret over udviklingen, bøjer nakken og er stille. De skal snart til at komme i sving. Ellers kan det hurtigt blive for sent.
fortsæt med at læse
