Det ubærlige bedrageri, der har været knyttet til internationale adoptioner, også til Danmark, kræver mere end en klassisk undersøgelse af adoptionssystemet og myndighedernes rolle.
Hvor nervenedbrydende kan det ikke være for en adopteret, at hans eller hendes biologiske forældre måske aldrig har givet samtykke til adoption? At statsakkrediterede adoptionsbureauer bevidst har forfalsket adoptionspapirer og fusket med børns identitet? At de kan være løjet døde? At bedrageriet og bortførelsen til Danmark kan være sket for økonomisk vinding? Og at staten kan have svigtet sin tilsynspligt?
Det er resultatet af en analyse fra den sydkoreanske Sandheds- og Forsoningskommission, der gennem tre år har gransket 367 sager, og som i en delkonklusion ud fra 56 sager – halvdelen danske – vurderer, at der er sket grove brud på børnenes og deres forældres menneskerettigheder.
Det ændrer ikke på, at børn kan være adopteret til Danmark af kærlige familier, som har givet dem et dejligt og varmt liv. Men hvem ville trives med en risiko for at være franarret sine biologiske forældre?
Ministeren og det politiske flertal bør skære igennem. Dette handler ikke kun om systemer og historiske fejl. Det handler om individuelle skæbner og borgere, der hver især har krav på opklaring og forklaring. Uden nøl og bureaukratiske eller politiske trakasserier.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) bør sørge for, at Danmark etablerer et kontor, hvor alle adopterede kan henvende sig for at få fremskaffet dokumenter i deres sag. Og som kan hjælpe enhver adopteret igennem papirjunglen, også internationalt, til sine biologiske forældre og den oprindelige beslutning om adoption til Danmark. Ingen bør efterlades i usikkerhed af det samfund, som kan have svigtet i den oprindelige adoption. At lade dem i stikken nu, hvor råddenskaben i det gamle system dukker op, vil være nok et svigt. Også det er ubærligt.
fortsæt med at læse
