»Et forpligtende privilegium«, kalder Bjarne Corydon sin nye stilling som generaldirektør i DR.
Privilegiet og glæden er bestemt ikke alene på den tidligere socialdemokratiske finansministers side. Bjarne Corydon bæres ind i DR i kongestol. Ikke mindst blandt DR’s egne ansatte. Og det fortjener både han og de.
DR har alt for længe været kuet og plaget af politisk skyggepression og selvskabte plager som senest med den afpublicerede dokumentar ’Grønlands hvide guld’ om dansk fortjeneste på kryolit i Grønland. En sag, der fik DR’s bestyrelsesformand Lars Gert Lose til at udtale i Børsen, at den har efterladt ham med »ondt i maven«.
Medier skal erkende sine fejl, men både en formand og generaldirektør skal have mave og ryg til at håndtere den slags kriser. Alt andet pumper publicistisk frygt og bæven ind i redaktionslokalet. Det er det stik modsatte, DR har brug for. Nemlig selvtillid og mod. Også til at fejle.
At stå op mod den politiske pression burde Bjarne Corydon være mand for. For 10 år siden blev han selv udnævnt til Danmarks mest magtfulde politiker, og netop med sin fortid som socialdemokratisk topfigur vil han utvivlsomt vogte over sin integritet. Godt for det. Men han skal samtidig også vise, at statens medie formår at være allermest kritisk over for staten selv.
I de seneste år har Bjarne Corydon med stor dygtighed drevet et privat publicistisk medie på markedsvilkår. Herfra skal lyde en opfordring til, at han bruger sin erfaring fra Børsen til at skabe en klarere afgrænsning mellem statslige og private medier.
’Sammen om det vigtige’, lyder DR’s slogan, som sjældent har været mere relevant. Danmark har brug for et stærkt og kulturbærende DR til at skabe troværdig information i en fælles samtale, hvilket netop nu er udfordret af techplatforme, hybridkrig og falske nyheder.
Som chefredaktør på Børsen har Bjarne Corydon vist, at han tror på den objektive og sandhedssøgende journalistik, der tør udfordre staten og magthaverne. Det har DR brug for. Det har Danmark brug for.
fortsæt med at læse
DR’s nye topchef har en hvilepuls på nul. Men hans stædighed kan blive en udfordring
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
