Søren Gade burde være den første til at se problemet. Som Folketingets formand skal han sørge for, at parlamentets medlemmer viser værdighed og respekt for landets øverste demokratiske forsamling.
Derfor er det ubegribeligt, at han kaster sig selv og embedet ud i en sumpet undergrund af kuldsejlet integritet og svigtende dømmekraft. Foruden at være Folketingets formand beklæder Søren Gade posten som formand for bestyrelsen i Esbjerg Havn, der er en kommunalt ejet selvstyrehavn.
Der er intet at komme efter, har Søren Gade og Venstres formand, Troels Lund Poulsen, fastslået: Formanden overtræder ingen regler.
Det er formelt set korrekt. Men at Søren Gade ikke kan få øje på sit eget reelle problem, er selvstændigt bekymrende.
Foruden at være en økonomisk magtfaktor er Esbjerg Havn højpolitisk som Nato-havn. Folketingets formand må aldrig kunne beskyldes for at servicere særlige interesser. Hverken økonomiske eller politiske. Begge dele er desværre tilfældet med bijobbet som havneformand.
At Søren Gade ikke kan få øje på sit eget reelle problem, er selvstændigt bekymrende
Heldigvis forfølger oppositionen den demokratiske integritet, Søren Gade selv er parat til at gå på akkord med.
Derfor skal Udvalget for Forretningsorden i næste uge behandle et forslag om helt at afskaffe muligheden for, at Folketingets formand overhovedet må have andre tillidsposter.
På forhånd har regeringspartnerne hos Moderaterne ikke udelukket at stemme for forslaget. Tak for det. Det giver Folketingets formand en chance for at redde sig selv fra at synke til bunds i sin egen dårlige dømmekraft. Hvis Søren Gade ikke selv kan formå at styre sin integritet i sikker havn, bør regeringen udstyre ham med et søkort.
»Jeg kan jo ryge ud af Folketinget om et-to år. Nu har jeg kæmpet for noget, jeg faktisk er god til«, har Søren Gade udtalt. Med de ord formulerer han den slags splittede interesser, der er uantagelige for Folketingets formand.
Ingen har grund til at betvivle, at Søren Gade har kæmpet for sin post, og han er velkommen til at fortsætte karrieren på havnen. Men så må han vige formandsstolen i Folketinget.
Rettelse: I en tidligere version af denne artikel blev Esbjerg Havn omtalt som en privat virksomhed.
fortsæt med at læse
Sprækken er blevet spottet i regeringspartiernes udmelding om Søren Gades bijobberi
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.