Leder afSarah Skarum

Journalist

Det er nemt at gøre nar ad det internationale melodigrandprix. Men lad være. Det handler om meget mere end popsange.

Eurovision er meget mere end kitsch

Lyt til artiklen

Der er endelig noget at glæde sig over for danske fans af Eurovision Song Contest, den årlige europæiske sangkonkurrence.

For i år lykkedes det Danmarks deltager Sissal at kvalificere sig til finalen. Med fire forsøg, der strandede i semifinalen, var Danmark det land, der i flest år ikke var gået videre. Men nu skete det! Hurra for den første lille sejr og tillykke til Sissal.

Og tak for som færing på smukkeste vis at repræsentere rigsfællesskabet. I en tid, hvor det presses udefra, viser Sissal, hvordan rigsfællesskabet kan være et fælles vi bundet sammen af kultur, tid og toner. Lørdag støtter vi, fra syd til nord, Sissal. Held og lykke.

Det er nemt at gøre nar ad det internationale melodigrandprix: alt for kitschet, alt for skørt, balkandrama, østeuropæiske trommer, lidt for mange trolde og i år sågar svensktalende finner, der stiller op for Sverige og besynger saunaen. Hvem kan dog tage det alvorligt?

Det bør man nu. Eurovision Song Contest er et fælleseuropæisk projekt, i 2024 så 163 millioner med, og den er et kor af stemmer, der beskriver Europa: i år f.eks. finske Erika, der vil sætte finner fri fra deres seksuelle skam, litauiske Katarsis, der synger om lidelse, så det i Litauen, der har en høj selvmordsrate, bliver mere normalt at sætte ord på følelser, og italienske Lucio Corso, der hylder den bløde mand.

En hymne til sårbarhed og forskellighed og et blik for, at mange ikke passer i den heteronormative kasse, er vigtigt, når USA med Trump i spidsen dyrker hypermaskulinitet og snævrer normalitetsbegrebet så meget ind, at det bliver kvælende.

Israel deltager i grandprixet, selv om krigen i Gaza stadig er i fuld gang. Det er en konkurrence mellem tv-stationer, ikke mellem regeringer. Så når Israels tv-udbyder KAN lever op til alle krav, foretager den europæiske sammenslutning af nationale radio- og tv-stationer EBU ikke en værdimæssig vurdering.

Men det bør EBU overveje. Eurovision Song Contest skal være et alternativ til amerikansk popkultur og hylde fred, frihed og forskellighed. Et værdifællesskab bevæbnet med konfettikanoner.

Sarah Skarum

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her