Gode nyheder er ikke, hvad Mellemøsten er mest vant til. Diktaturer dominerer. Israel har besat palæstinensiske områder i snart 58 år. Marokko har besat Vestsahara i 50 år. Sudan, Libyen og Yemen er hærget af borgerkrig. Kurdere bliver undertrykt i de fire stater, der hindrer dem i national selvstændighed. Kristne forlader deres hjemlande. Terror truer fri maritim trafik.
Men hør så. Mens både palæstinenserne og omverdenen har ventet på og længtes efter en afslutning af krigen i Gaza, har de nye magthavere i Syrien og Israel åbnet forhandlinger om en bilæggelse af deres indbyrdes konflikt.
Hvis det sker, er det et dramatisk vendepunkt i Mellemøstens historie.
Ahmed al-Sharaa, den nye magthaver i Damaskus efter fem årtiers diktatur, har klart bebudet, at han ønsker en afslutning på konflikten, og at Syrien ikke vil være en trussel mod israelsk sikkerhed.
Sharaa-styret har samtidig tvunget Iran til at trække sine soldater fra Revolutionsgarden ud af Syrien.
Dramatisk? Mildest talt.
Gensidig anerkendelse vil i sig selv være af kæmpe betydning. Begge parter har også talt for en fremtidig inddragelse af Syrien i Abraham-aftalerne om normalisering mellem arabiske stater og Israel. Hvis muligt – stort!
For at nå dertil er de to stater nødt til at enes om en grænse, efter at Israel har besat Golan-højderne i 58 år. Syrien har ret i, at højdedragene er erobret og besat af Israels militær. Israel, der har forsøgt at annektere Golan og i dag har bosættelser i området, vil argumentere for, at fem årtiers diktatur har forspildt Syriens chancer. I sidste ende bliver det afgørende, om Syrien vil risikere krig for at få højdedragene tilbage, og om Israel vil risikere krig for at beholde dem.
Tidligere hemmelige forhandlinger har søgt et kompromis med afmilitarisering af Golan. Ny militær teknologi har for længst gjort det mindre afgørende at kontrollere Golan i jordhøjde.
Sharaa har rakt ud. Netanyahu-regeringen skal vise, om Israel er parat til fred.
aj
fortsæt med at læse
