Sundhedsvæsnet tæller ofte i uger. Dage, hvis sygdommen er særligt alvorlig. Måneder, hvis ventetiden er særligt lang. Men for hjemløse med skizofreni bliver dage og uger til år, nogle gange årtier, før de får en diagnose, viser en undersøgelse lavet af overlæge i Psykiatrisk Center Amagers Gadeplansteam Rasmus Handest.
De hjemløse borgere, han interviewede, havde i snit haft psykotiske symptomer i 15,5 år, før de kom i behandling. Der gik, fra de var i kontakt med psykiatrien første gang, næsten syv år, før de fik diagnosen skizofreni. For andre patienter går der i snit to år.
De psykisk syge og hjemløse borgere tilhører ikke underklassen, siger Rasmus Handest. De er helt afkoblet fra samfundet.
Folketinget har allerede i aftalen om tiårsplanen for psykiatrien afsat et tocifret millionbeløb årligt til at styrke det opsøgende arbejde på gaden.
Det er godt, men den tidlige indsats skal også øges. De hjemløse skizofrene, interviewet i undersøgelsen, fik de første symptomer som otte-årige, som 12-13-årige isolerede de sig socialt, stoppede med at komme i skole, og mange kom ud i kriminalitet. De første reelle psykotiske symptomer viste sig, da de var 16-17. De blev oftest hjemløse efter konflikter med deres forældre.
Det er der, der skal sættes ind. Så tidligt som muligt.
Unge, der mister fodfæstet, bør undersøges for alvorlige psykiske lidelser. Jo hurtigere diagnose, jo hurtigere behandling, jo mindre forværring af sygdommen og jo færre af de følgevirkninger, sygdommen ofte har: hjemløshed, misbrug og kriminalitet til at finansiere både gadeliv og stoffer.
Det er argument nok for en øget tidlig indsats, at de psykisk syge borgere vil kunne leve bedre liv, hvis de hurtigere kommer i behandling. Men det vil også give en bredere samfundsmæssig gevinst. Man ved, at svær psykisk sygdom, misbrug og hjemløshed, især i kombination, øger risikoen for voldelig kriminalitet, så bliver flere behandlet bedre, vil der formentlig ske færre forbrydelser.
En tidlig indsats vil give alle flere gode år.
fortsæt med at læse
De hører stemmer og hallucinerer. Lever på gaden og døjer med sindssygdom. Alligevel går de rundt i 15 år uden at blive behandlet
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

