Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

USA’s angreb på Iran rummer enorme farer.

Sjældent i nyere tid har udsigterne for fred været mere dystre

Lyt til artiklen

USAs bombeangreb på Iran natten til søndag er historisk. Så meget er sikkert. Men vil det gøre Mellemøsten sikrere og verden mere stabil og fredelig – eller det stikmodsatte? Det er det helt store spørgsmål, og det er lige nu meget, meget usikkert. At gå i krig og bombe undertrykkende mellemøstlige regimer har traditionelt været opskriften på kaos og fejlslagne stater. Irak og Libyen er skræmmende eksempler på fejlslagne vestlige interventioner – som Danmark begge gange deltog meget aktivt i.

Skal verden undgå, at Iran får en lignende skæbne med fuldkommen uoverskuelige konsekvenser, skal krigen stoppes hurtigt muligt – inden den spinner fuldkommen ud af kontrol og trækker andre stormagter såsom Rusland og Kina ind også. For selv om Iran lige nu synes fuldkommen militært ydmyget og præstestyret truet på livet, har det stadig allierede og mange muligheder for at gøre gengæld. Iran har en lang historik med asymmetrisk krigsførelse og kan nu, hvor det er presset i bund, beslutte at skabe kaos for verdensøkonomien ved at angribe skibe i Hormuz-strædet, gå efter amerikanske baser, vestlige civile eller noget helt fjerde.

At undgå at kaos spreder sig yderligere er noget, som alle – FN, EU og de europæiske stormagter – må kaste alt ind på nu. Og ja, både EU og FN har beklageligvis begrænset magt og indflydelse, men den er dog heller ikke fuldkommen ikke-eksisterende. Og Danmark har en nøglerolle begge steder – om lidt over en uge overtager vi formandskabet i EU og vi er medlem af Sikkerhedsrådet. Den rolle forpligter, både til at insistere på at håndhæve folkeretten og til at arbejde for fred.

Let bliver det bestemt ikke, men netop derfor må vi gøre vores yderste. Sjældent i nyere tid har udsigterne for fred været mere dystre. Donald Trump blev valgt på løfter om at afslutte Ukraine-krigen og Gaza-krigen. I stedet har han nu ladet USA suge ind i en tredje storkrig. Kan USA’s venner og allierede genskabe freden, inden det er for sent, og krigen muterer og spreder sig yderligere? Verden står uhyggeligt tæt på afgrunden denne sommer.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her