Leder afmr

Få dog afklaret ankesager om terrorbilligelse nu.

Retssagerne om terrorbilligelse i forbindelse med Gaza-krigen er en tredobbelt skandale

Lyt til artiklen

Det tog næppe mange sekunder for den i dag 20-årige mand at skrive ordet ’sådan’ i en kommentar til et opslag på Ekstra Bladets Facebook-side om, at Israel i oktober 2023 var blevet angrebet med missiler. Eller for den nu 37-årige kvinde, der skrev ordet ’fryd’ som kommentar til samme opslag.

Men både de to ultrakorte Facebook-kommentarer og en række andre af tilsvarende karakter har fået et ualmindeligt langt og ubehageligt retsligt efterspil. Som beskrevet gentagne gange her i avisen har anklagemyndigheden efter pres fra Statsministeriet tiltalt både de to nævnte personer og en god snes andre for at have billiget terror i deres kommentarer på sociale medier. Som rigsadvokat Jan Reckendorff har forklaret til Folketingets retsudvalg, har anklagemyndigheden helt bevidst og i strid med dens normale principper også rejst sager, som man vidste var tvivlsomme.

At fravige normale standarder for anklagemyndigheden for at retsforfølge selv meget bagatelagtige og måske uigennemtænkte kommentarer om Gaza-krigen er i sig selv anstødeligt, og noget, som klart skader den frie samfundsdebat. At anklagemyndigheden efterfølgende har anket de mange frifindelser, som byretterne har afsagt, synes også unødigt nidkært. Men helt absurd bliver det, når det nu åbenbart tager årevis, før landsretterne afsiger deres endelige afgørelser. En 42-årig kvinde, der i januar blev frifundet ved byretten, skal eksempelvis vente til begyndelsen af november 2026 før ankesagen bliver behandlet. Andre frifundne skal også vente i flere år på en endelig dom.

Det er helt igennem skandaløst. At have en tiltale om terrorbilligelse hængende over hovedet er en meget alvorlig ting, og det er dybt urimeligt, at folk, som er frifundet ved byretten, skal leve med den uvished i årevis. Selv hvis de bliver frifundet også i landsretten, er selve ventetiden en straf. På den måde er sagerne om terrorbilligelse i forbindelse med Gaza-krigen en tredobbelt skandale: De tvivlsomme sager om terrorbilligelse burde aldrig være ført. Frifindelserne burde ikke være anket. Og sagerne burde ikke tage årevis at afklare.

mr

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her