Leder afChristian Jensen

Ansvarshavende chefredaktør

Epstein-sag kan være et vendepunkt for Trump.

Epstein-sagen markerer en forandring af Trumps magt i det Republikanske Parti

Lyt til artiklen

Historien om Jeffrey Epstein trodser enhver beskrivelse i brutalitet og kynisme. Både i forhold til det misbrug af unge kvinder, finansmanden gjorde sig skyldig i for at servicere medlemmer af det internationale jetset. Men uhyggen er nærmest taget til, efter at hovedpersonen blev fundet død i sin fængselscelle i New York for seks år siden.

For var Jeffrey Epstein ene om forbrydelserne? Og hvem var i givet fald hans medsammensvorne? Er USA’s 47. præsident blandt de skyldige?

Ingen ved det, men det var Trumps tidligere protegé, Elon Musk, der rejste anklagen om, at Donald Trumps navn figurerer på de såkaldte Epstein-filer. De hemmeligholdte dokumenter skulle gemme på stærkt belastende oplysninger om kendtes medansvar i sagen. Måske også Trump, som tidligere har besunget Epstein som en guttermand med en god smag i kvinder.

Om det er rigtigt, vides ikke. Men sagen markerer en forandring af Trumps magt i det Republikanske Parti, der ikke længere slår hælene sammen, når præsidenten afviser alle anklager. Internt i partiet rejser der sig en kritik, vi ikke har set tidligere, og selv den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, har bakket op om at få Epstein-filerne udleveret.

Det viser mindst to ting. For det første føler mange republikanere ubehag ved sagen. For det andet at Trump har mistet sin altdominerende magt i partiet.

Begge dele taler til de kritiske republikaneres ære. Hvis de stopper med at lade sig true til tavshed af Trumps bøllemetoder, kan præsidenten ikke længere se stort på kritikken. Forleden følte han sig nødsaget til at tillade, at justitsminister Pam Bondi udleverer dele af dokumenterne.

Et sjældent nederlag for Trump. Måske kan den modbydelige sag føre til, at republikanerne genvinder deres agt, værdighed og kritiske sans. Tør man ligefrem håbe på et vendepunkt for Trumps magt i partiet? I så fald er der trods alt kommet noget positivt ud af tragedien.

Christian Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her