Leder afAnders Jerichow

Seniorkorrespondent

Sæt et prismærke på Netanyahus horrible politik.

Netanyahus hensigt er tydelig. Og horribel

Lyt til artiklen

Danmark og 24 andre demokratiske lande kræver et stop for Israels krig i Gaza. Stempler det som »rystende, at over 800 palæstinensere er blevet dræbt, mens de forsøgte at få nødhjælp«. Fordømmer den israelske regerings planer om bosættelser på Vestbredden, der kan hindre oprettelsen af en palæstinensisk stat. Og kritiserer skarpt den tiltagende bosættervold mod palæstinensere.

Israel kan ikke tillade sig at ignorere erklæringen fra 25 af landets bedste venner – desværre uden USA – men forsøger ikke overraskende at kalde erklæringen »afkoblet fra virkeligheden«.

Det er omvendt. Netanyahus ekstremistiske regering har, som den israelske avis Haaretz skriver, gjort det straffrit og uden konsekvenser »at dræbe, såre, forvolde skade eller hærværk (…), når ofrene for sådanne handlinger er palæstinensere, hvad enten det er i Gaza eller på Vestbredden«. Se, det er totalt afkoblet fra lov, moral og folkeret. Det er horribelt, hvad Netanyahus regering og bosætterbevægelsen har gang i. Og hensigten er tydelig – at hindre palæstinenserne i nogensinde at få deres egen stat i Gaza og på Vestbredden og at praktisere systemisk forskelsbehandling af palæstinensere.

Det kan og bør demokratiske lande ikke vende ryggen til.

Irland viser vejen ved sin egen beslutning – som det første EU-land – om helt at forbyde handel med israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder.

Det bør andre demokratiske lande, også Danmark, tilslutte sig hurtigst muligt. Bosætterbevægelsen er i dag nerven i Netanyahu-regeringens vanvid. Og Israels fredsbevægelse og demokratiske partier har brug for, at vi støtter dem ved at sætte en kontant pris på undertrykkelsen af palæstinenserne og ødelæggelsen af Israel.

Hamas skylder naturligvis at løslade sine tilbageværende israelske gidsler, som er Netanyahus undskyldning for ødelæggelsen af Gaza og forpurringen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Men krigen og besættelsen af Vestbredden skal stoppes. Både Israel og Netanyahu er nødt til at mærke, at landet ikke har råd til at fortsætte hans politik. Også helt kontant.

Anders Jerichow

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her