Kaukasus kan virke meget fjernt fra Danmark og noget perifert i forhold til de store globale krige og konflikter. Men verden hænger sammen, og på flere punkter er den erklæring, som Aserbajdsjans præsident Ilham Alijev og Armeniens ministerpræsident Nikol Pasjinjan underskrev fredag i Det Hvide Hus, uhyre vigtig, ikke bare for de to lande, men for hele kloden.
Erklæringen er et skridt i retning af en fredsaftale mellem de to lande, hvis konflikt om Nagorno-Karabakh-enklaven har varet over tre årtier, kostet titusinder af liv og sendt over hundredtusind på flugt. Alene af den grund er aftalen markant. En afslutning på konflikten vil også muliggøre en normalisering mellem de to tidligere sovjetrepublikker og åbne nye handelsruter og internationale muligheder. Med en fred kan Armenien intensivere samarbejdet med EU, og Aserbajdsjan får mulighed for at eksportere sin olie og gas uden om Rusland. Samtidig kan aftalen også forbedre forholdet mellem Tyrkiet og Armenien. Grænsen mellem de to lande har været hermetisk lukket siden 1993.
Alt det er der grund til at glæde sig over. Fælleserklæringen er også et klart nederlag for Vladimir Putin og Rusland, hvis indflydelse i området har været massiv. Det er en konkret illustration af, hvordan krigen i Ukraine har kostet Rusland magt i Kaukasus, så meget at Moskva måtte se til, da dets traditionelle allierede, Armenien, tabte magten over Nagorno-Karabakh i 2023.
Så vidt, så lykkeligt. Men der er også farer ved fælleserklæringen. Den blåstempler grundlæggende Aserbajdsjans erobring af Nagorno-Karabakh og gør umiddelbart intet for de omkring 150.000 armeniere, der flygtede fra området i 2023. At krig og militær erobring på den måde kan betale sig, og at flygtningene fra det, der lignede en etnisk udrensning, mister retten til deres hjem, er mildt sagt et skidt globalt signal i en tid med Gaza-krig og Ukraine-krig. Hverken erobringskrig eller fordrivelse af folkeslag bør på nogen måde belønnes.
Som så ofte i den senere tid er EU også i Kaukasus blevet reduceret til en slags tilskuer. Men Kaukasus er i vores baghave, og både for ofrene for konfliktens skyld og det bredere signal bør vi presse mest muligt på for, at en kommende fredsaftale ikke bare bliver en anerkendelse af de konkrete magtforhold.
Lige så meget grund, der er til at håbe, at den ulykkelige konflikt Nagorno-Karabakh nærmer sig sin afslutning, lige så vigtigt er det, at løsningen ikke undergraver den i forvejen stærkt pressede regelbaserede internationale orden.
fortsæt med at læse
