Hold nu op, hvor har det været pinagtigt at følge den danske regerings vaklende gang frem mod den konklusion, en lang række af lande har truffet før os: Selvfølgelig bør Danmark officielt anerkende Palæstina som selvstændig stat.
Og nej, beslutningen er endnu ikke truffet, selv om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i et interview med denne avis torsdag banede vejen frem mod den uomgængelige beslutning. Som han konkluderede: »Det betyder i hvert fald, at vi bringer tidspunktet tættere på«.
Det tidspunkt er ifølge udenrigsministeren åbningen af FN’s generalforsamling i slutningen af måneden, samtidigt med lande som Frankrig, Storbritannien, Australien og Canada.
Men hvorfor ikke bare få placeret Danmark på den rigtige side af historiens kridtstreg én gang for alle? For at begribe det skal man formentlig først forstå statsminister Mette Frederiksens (S) forhold til sin egen magt. I hvert fald tyder en del på, at Lars Løkke Rasmussen gør en ihærdig indsats for at trække statsministeren hen til en beslutning, der jo uomgængeligt vil betyde, at statsministeren må gøre noget, hun er yderst utilbøjelig til: erkende egne fejlbeslutninger.
Utallige gange har statsministeren pure afvist dansk anerkendelse af Palæstina som stat. Fordi det ifølge hende er, at belønne terrorgruppen Hamas, der stod bag det grusomme terrorangreb mod Israel 7. oktober 2023.
Men her bør Mette Frederiksen lytte til de flere end 140 lande – heriblandt Norge og Sverige – der står på listen over lande, der har anerkendt Palæstina som stat. Og hun bør lytte til udenrigsministerens kloge argumentation:
»Hvis vi opretholder den tilgang til det her spørgsmål, så svarer det til, at det er Netanyahu, der bestemmer, om vi nogensinde skal anerkende Palæstina. Og den vetoret er vi nødt til at tage ud af hænderne på ham«.
Netop, Løkke! Og netop derfor er det så ubegribeligt, hvorfor Danmark ikke har draget den eneste rigtige konklusion. Hellere i dag end i morgen.
fortsæt med at læse
