At antisemitisme er et reelt og voksende problem i Danmark, er der desværre ikke tvivl om. For nylig viste en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, at 85 procent af de jødiske respondenter i undersøgelsen – der er den største i årtier – har oplevet en stigende utryghed i hverdagen siden Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 og Gazakrigen. Det er dybt alvorligt, og det er glædeligt, at de danske politikere står sammen om at bekæmpe det.
Men netop fordi antisemitisme er en stor udfordring, er det vigtigt, at politikerne ikke skaber unødig frygt ved at puste truslen op ved at gætte på motiver for forbrydelser, som endnu ikke har været for domstolene. Det gjorde statsminister Mette Frederiksen (S) på uforsvarlig vis sidste år, da hun til en mindebegivenhed i synagogen til TV 2 koblede antisemitisme og krigen i Mellemøsten til et brandattentat mod en ejendom i Hellerup. Også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) spekulerede offentligt om et antisemitisk motiv.
At der tidligere på dagen var smidt en brandbombe mod en beboelsesejendom i Hellerup, var rigtigt. At det havde antisemitiske rødder, var heller ikke en absurd tanke. Der boede en jødisk kvinde i huset, og angrebet fandt sted præcis et år efter Hamas’ terrorangreb – og der havde kort forinden været forsøg på angreb mod Israels ambassade, som ligger i samme område.
Men hverken statsministeren eller udenrigsministeren anede noget om motivet, og som Politiken afslørede sidste uge, tyder intet på, at det var antisemitisme. Anklageskriftet, som Politiken har fået aktindsigt i, peger på, at brandstiftelsen var led i en bandekrig og intet havde at gøre med hverken konflikten i Mellemøsten eller had mod jøder.
Statsministerens udtalelser var givet velmente, men som forsvarsadvokater påpeger, er det dybt problematisk, at politikere udtaler sig om verserende retssager. Det kan forplumre efterforskningen, måske ligefrem påvirke den, og være medvirkende til at skabe unødig frygt i en i forvejen presset minoritet. Antisemitisme er en svøbe, netop derfor skal politikerne ikke fremmane den, hvor den ikke findes.
fortsæt med at læse
Topministre pegede på antisemitisme efter brandattentat, men politiets efterforskning viste noget andet
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

