En kvinde dræbt om måneden. Det er den blodige status i indeværende år, når det gælder partnerdrab. Danmark har længe ligget over EU’s gennemsnit i denne dystre statistik, og alene i 2025 er ti kvinder blevet dræbt af deres partner. Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab, hvilket gør det til den hyppigste drabstype overhovedet. Og også når det gælder partnervold ligger Danmark deprimerende højt i statistikkerne. Politiken har i en længere årrække sat fokus på partnerdrab; organisationer som Danner har lavet kampagner, og nu har politikerne endelig lyttet og besluttet at styrke indsatsen mod partnerdrab og partnervold.
Det er på alle måder glædeligt – og på høje tid. Ingen mennesker bør frygte at blive slået eller dræbt af sin nuværende eller tidligere partner, og der er mange tiltag fra udlandet, som Danmark nu kan afprøve til at forhindre disse tragedier.
En udvidelse af den såkaldte omvendte fodlænkeordning, der bruges i Norge – hvor politiet bliver alarmeret, hvis en gerningsperson bevæger sig i nærheden af sit offer – er en oplagt metode, som alle politikredse nu får mulighed for. Men mindst lige så vigtigt er, at der bliver oprettet en partnerdrabskommission. Den russiske mesterforfatter Leo Tolstoj skrev, at alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid ulykkelig på sin egen unikke måde.
Sådan var det i zartidens Rusland, og sådan er det i dagens Danmark, når det gælder partnerdrab. Alle partnerdrab er forskellige, men ved at samle al viden i en kommission vil man både få et bedre overblik over omfanget, dynamikkerne og ikke mindst hvad man kan gøre for at stoppe det. Eksperter sammenligner det med en slags havarikommission, og det er en perfekt metafor. Partnerdrab er den værst tænkelige udgang af et parforhold, et menneskeligt skibbrud, der koster uskyldige liv. Alt for længe er der blevet gjort alt for lidt for at forhindre og forebygge det. Måtte den nye styrkede indsats blive vendepunktet.
fortsæt med at læse
Nu styrkes indsatsen mod partnerdrab
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

