Regeringens ønske om at opruste det danske sprog mod strømmen af udenlandske låneord, anglicismer ikke mindst, er forståelig. Hvem har ikke fået røde knopper, når det danske sprog endnu en gang er blevet reduceret til høflige overgangsord mellem udtryk som ’onboarding’, ’performance’, ’impact’, ’forecaste’, ’best practice’ og ’cringe’?

Der er noget grundlæggende demokratisk på spil, for det danske sprog er ikke kun et redskab. Det er også et dybt erfaringsrum, som vi forstår os selv gennem. Når nuancer, tonefald og betydningsforskelle udtyndes, bliver den fælles samtale fattigere.