Tirsdag er det fire år siden, Rusland på Putins ordre invaderede Ukraine. Mere end en million soldater, russiske og ukrainske, er døde eller sårede, civile har betalt en enorm pris, og sikkerhedspolitisk er alt forandret i et Europa, hvor Ukraine opfattes som det bolværk mod russisk aggression, som ikke må falde.
Men Putin fører ikke kun krig mod andre lande. Han slår også Ruslands egne borgere ihjel, og nu ved vi, at det ikke var et hjertesvigt, som Rusland hævdede, men et giftmord, da Aleksej Navalnyj, Ruslands mest prominente dissident, døde i en arktisk straffekoloni i Sibirien i februar 2024. Det var fra første færd mistanken, men nu er det dokumenteret fra officielt hold i den laboratorieanalyse, som Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sverige og Holland står bag. Den slår fast, at Navalnyj blev slået ihjel med giftstoffet epibatidin, og at Rusland havde midler, motiv og mulighed til at bruge giften.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.