Der er forskel på folk, og det gælder også de danske pendlere. Da Hormuz-strædet lukkede, og benzin- og dieselpriserne steg, begyndte de danske politikere straks at tale om at sænke afgifterne. Pyt med den grønne omstilling og klimakrisen, pyt med at topøkonomer mener, at lavere afgifter er et alt for dyrt instrument til at hjælpe de relativt få danskere, for hvem de højere brændstofpriser er et reelt problem.
Nu skulle der gøres noget, og det kunne kun gå for langsomt. Venstre indrykkede under valgkampen store avisannoncer med løfter om at ville »banke afgifterne i bund«. Dansk Folkeparti ville, med støtte fra Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti, hasteindkalde Folketinget, og Socialdemokratiet var ikke afvisende, selvom Mette Frederiksen insisterede på, at der blev dannet en regering først.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
