Der er rekorder, som man er stolt af. Og så er der dem, der er mindre imponerende. Til sidstnævnte kategori hører den danske førsteplads i EU, når det gælder andelen af befolkningen, der bliver ramt af kræft. Som Politiken har beskrevet, er der intet land i EU, hvor flere borgere får en kræftdiagnose end i Danmark. Internationalt er det i de rige OECD-lande kun i New Zealand og Australien, hvor det står værre til.
En del af forklaringen er nok, at vi i Danmark også på dette punkt er vældig gode til at registrere. Det kan være, at statistikken ser lidt værre ud end virkeligheden, når vi sammenligner os med andre lande. Men grundbilledet er ifølge alle eksperter sandt: Virkelig mange danskere får kræft, flere end i de fleste andre sammenlignelige lande. Takket være en massiv indsats de sidste to årtier er kræftbehandlingen i Danmark kommet i verdensklasse, så betydeligt flere end tidligere overlever sygdommen eller lever med den meget længere.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.