Der kommer altid en sporvogn og en pige til«, sang man muntert i 1950’erne. Piger er der stadig, men sporvognene er døde, og når det gælder den tilbageværende offentlige transport i Danmark, kræver den mere og mere tålmodighed. Togene kører nu så ustabilt, at DSB på bedste Sovjet-vis vil reducere antallet af afgange og indføre længere rejsetider for at holde køreplanerne.
Søger man mod busserne, står det også skralt til. Dansk Industri påviste for to år siden, at antallet af køreplantimer – altså timer, hvor der rent faktisk kører busser rundt på vejene i Danmark – er faldet med 400.000 siden 2010, omkring 12 procent. Og nedgangen er ikke ligeligt fordelt – det er især vest for Storebælt, at der er langt mellem busserne. I Vestjylland er køreplantimerne faldet med 27 procent, og i Holstebro er de reduceret med hele 66 procent.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
