NÅR ULIGHEDEN vokser i disse år, skyldes det ikke kun VK-regeringens skattestop, der favoriserer boligejerne helt uforholdsmæssigt. Den voksende ulighed skyldes først og fremmest, at kløften mellem lønmodtagere og arbejdsløse graves dybere og dybere – som en direkte følge af, at overførselsindkomsterne ikke reguleres med samme stigningstakst som lønstigningerne. Hvert år bliver afstanden mellem folk på overførselsindkomster og folk i arbejde større og større. I de sidste 10 år er overførselsindkomsterne således sakket 17 procent bagefter lønudviklingen. Og dét er noget, der reelt kan mærkes i hverdagen.
Selv om den officielle arbejdsløshed aktuelt er historisk lav, er der stadig op mod 1 million voksne danskere på forskellige ydelser, der hvert år får ringere betingelser for at leve et liv, der modsvarer middelklassens muligheder. Så længe det politiske flertal i Folketinget ikke ønsker at rette op på denne ulighedsmaskine, ja, så klinger det hult, når regeringen taler bekymret om risikoen for, at sammenhængskraften smuldrer. Starthjælpen til flygtninge og indvandrere har samtidig skabt en ny underklasse.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
