Da FN I SIDSTE uge besluttede at sende godt 17.000 fredsbevarende soldater til Darfur 1. januar næste år, var det på høje tid, at organisationen viste handlekraft. Konflikten i Darfurprovinsen i Sudan har nu stået på siden 2003, flere hundrede tusinde mennesker er blevet dræbt og to millioner drevet på flugt. Utallige møder og diskussioner i Sikkerhedsrådet og forsøg på overtalelse af den sudanske regering har ikke ført til resultater.
Et stykke hen ad vejen kunne FN’s manglende reaktion begrundes med, at der foregik forhandlinger med den sudanske regering om at indsætte en fredsbevarende FN-styrke til afløsning for den utilstrækkelige styrke, som Den Afrikanske Union (AU) har stillet med. Den seneste tid har Sudans regering imidlertid sendt massive styrker til Darfur, og med dens fortsatte afvisning af FN-styrkers tilstedeværelse i landet kan det kun opfattes som en forberedelse af en større militær offensiv, som der ikke ønskes tilskuere til.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.